Ved Fuglsang finder du projektet 'Naturpleje Fuglsang'.
Naturpleje Fuglsang, er startet op i 2022, og er et frivilligt fællesskab af lokale borgere som arbejder for at skabe bedre levesteder til de dyr og planter, der hører de kystnære enge til. Det gør de for naturens egen skyld, men også fordi de er nysgerrige på hvilke arter de kan trække hertil, og få til at etablere sig i området på baggrund af deres mange indsatser.
Naturpleje Fuglsang fortælle selv om deres baggrund for projektet:
Naturen giver os mange oplevelser, og dem vil vi gerne dele med andre borgere og turister, som nyder at komme til Fuglsang. Derfor hjælper vi Nordfyns Kommune med at pleje og formidle naturen i området mellem shelterpladsen og skoven.
På engene findes en bestand af den fredede orkidé skovhullæbe. Mellem det høje græs er der planter som hvid snerre, musevikke og enggedeskæg. Vi har hørt natuglen, gærdesmutten og ravnen og observeret korttået træløber. Når vi kommer her og er stille kan vi opleve rådyret græsse, ræven strejfe og mårdyr på jagt. I marts til maj kommer rødpelset jordbi frem af sit vinterhi på jagt efter nektar og pollen til næste generation.
Vi håber at rigtig mange vil få glæde af vores arbejde gennem gode naturoplevelser, og vil hjælpe os med at passe på naturen.
På vegne af Naturpleje Fuglsang, Ann Berit Frostholm, tovholder
Nogle af naturplejeindsatserne kan godt se voldsomme ud, men der er mening med galskaben. Der fældes mange af de store popler, fordi de skygger og spreder enormt mange frø, som bliver til nye træer. Det får engene til at blive til poppelskov, og det gavner ikke ret mange andre arter.
Der veteraniseres også eg, skovfyr og birk. Når man skærer toppen af, skærer store grene af eller laver huller i træerne, så opfører de sig, som om de var gamle træer.
De danner huller og får hulheder som bliver til boliger for alle de dyr, der lever i huller i træerne.
Vi håber derfor også at kunne tiltrække skovhornuglen som ynglefugl.
Alt træet får lov at ligge til langsom nedbrydning.
Det kan se rodet ud, men det gavner alle de svampe, biller og andre organismer som lever af at nedbryde dødt træ og træstykkerne giver gode skjul og overvintringssteder til firben.
På den måde bliver naturen mere varieret. De mange grene er samlet sammen til kvashegn, hvor fugle og små pattedyr flytter ind.
Flere gange om året tages der høslæt på engene. Både med maskiner og på gammeldags maner med leer og håndkraft.
Det gøres for at give plads til flere blomstrende urter, så der kommer flere bestøvende insekter som sommerfugle og vilde bier, og smukke blomstertæger der lever som vegetarer på planterne.