Nissens historie

Den tidligste nordiske kilde til vores viden om nisser, finder vi i de islandske sagaer. Her fortælles det, at en biskop ville døbe en bondemand, Kodran, og dermed gøre ham kristen, men dette ønskede han ikke, for han og hans folk på gården ofrede jævnligt til en nissefigur, kaldet årmanden, som boede i en stor sten på Kodrans grund. Årmanden sørgede, som tak for ofringerne, for at det gik godt på Kodrans gård og at både mennesker og dyr havde det godt der. Kodran lod sig dog til sidst døbe, da biskoppen overbeviste ham om, at den kristne gud var mere magtfuld end årmanden. Denne historie er fra slutningen af 900tallet.

Efter dette er kilderne til nisser og andre væsner i folketroen ekstremt få, ind til man begyndte at indsamle og nedskrive folkesagn i 1800tallet. I de næsten 1000 år der gik fra historien om Kodrans årmand og til man begyndte at skrive historierne ned, blev de fortalt igen og igen. Det var de rige og folk indenfor kirken, der kunne skrive, og de var ikke interesserede i, at skrive bøndernes ikke-kristne historier ned. De mente, der var vigtigere ting, at skrive om.

Folkesagnene har derfor været fortalt rundt om i landet i næsten 1000 år, før de blev samlet og skrevet ned. Det var mest bønderne på landet, der fortalte om nisser og andre overnaturlige væsner. De måtte fortælle ud fra hukommelsen og dette resulterede i, at historierne ændrede sig lidt hist og lidt her. Derfor kunne man have lidt forskellige udgaver af samme sagn med bare nogle få årtiers mellemrum.
Man fortalte historierne til sammenkomster af forskellig slags. Det var f.eks. almindeligt, at kvinderne på en gård samledes om aftenen og spandt garn eller syede tøj. Lyset var sparsomt, da man ikke havde elektricitet og man måtte nøjes med stearinlys og lyset fra ilden i ovnen, der også gav varme. Man har siddet og snakket og her var folkesagnene god underholdning. De kunne være uhyggelige eller sjove eller lærerige. Man kan sige, at de blev brugt, ligesom TV og internet bliver det i dag.
Der var også sammenkomster for de unge mennesker på forskellige gårde, hvor de mødtes og dansede og måske udså sig en kæreste. Her blev der også fortalt historier om alverdens overnaturlige hændelser og væsner.

Der var omvandrende købmænd og andre, som gik fra by til by og solgte deres varer. På deres ture hørte de mange historier og nyheder og dem fortalte de videre i de byer de kom til. På denne måde blev sagnene spredt fra område til område.
Man kan derfor se, at der er nogle sagn, der er næsten helt ens, men som er fra f.eks. Sønderjylland, Nordsjælland og Falster. Der er dog gerne små ændringer på stednavne eller andet, men derudover er sagnene ens. Dette ses også med sagn om nisser.

I 1800tallet var der dog nogle, der begyndte at synes, at sagnene om bl.a. nisser var ret spændende. De samlede en masse af dem sammen og fik udgivet dem i bøger. Danmarks største folkemindesamlere er Just Mathias Thiele (1795-1874), Svend Grundtvig (1824-1883) og Evald Tang Kristensen (1843-1929). Folkeminder er det man kalder de folkelige fortælletraditioner (sagn, eventyr, gåder, rim, ordsprog osv.), folkedanse, ritualer og skikke ved forskellige fester og højtider, sange og så videre. De tre folkemindeindsamlere fik deres sagn og andre folkeminder på forskellig vis. Thiele og Kristensen indsamlede hovedsagligt ved at gå rundt i landet og tale med de folk de mødte. Grundtvig indsamlede mest ved, at have mange venner og bekendte, der var lærere ved forskellige højskoler i hele landet og få dem til, at lade deres elever skrive sagn ned fra deres barndom, som så blev sendt til Grundtvig og så udgav han de historier, han mente var interessante og som der var plads til i hans bøger.

I Danmark var der ikke pige-nisser i gamle dage. De kom først med julenissernes ankomst i slutningen af 1800tallet. Så hvor kommer nisserne fra, hvis de ikke har forældre, ligesom os mennesker? Jo, det har folkesagnene faktisk tre forklaringer på.

Den ene forklaring er, at nissen er ”essensen” af den person, der ryddede jorden, som gården i sin tid blev bygget på eller af den person, der først tændte ild i stuehusets ildsted. Nissen var ikke et spøgelse, men en slags personificering af den første person på gården. Hvis denne person haltede, haltede nissen også. Var den første person meget temperamentsfuld, var nissen det også. Var personen glad for at ryge pibe, så kunne nissen også godt lide det. I teorien kan man også sige, at hvis den første person på gården var en kvinde, så havde nissen også været en kvinde. Men som sagt, var der i Danmark ikke nogen kvindelige nisser i gammel tid.
En anden forklaring på, hvor nisserne kommer fra er, at de blev udklækket af æg. Måske hænger dette sammen med, at nissen mange steder mentes at bo i en overdimensioneret hønserede på loftet eller i et mørkt hjørne af stalden. Hvem der så har lagt ægget, fortælles der ikke om.
En tredje forklaring er, at dengang Gud smed Djævlen og alle hans dæmoner ud af Himlen, faldt de ned til Helvede, men nogle af dem faldt ned på bondegårdene og blev til nisser, mens andre faldt ned i sten og træer og blev til trolde og elverfolk. Denne forklaring kommer oftest fra dem, der mente, at nissen var farlig og en, man ikke måtte være venner med.

Nogle sagn om nisser fortæller dog også om, at man kunne gå ud til en korsvej på et særligt tidspunkt og så ville der komme en nisse i form af en ung dreng, som man kunne lave en aftale med. Hvis drengen (nissen) ville arbejde for en, lovede man til gengæld, at give ham sødegrød og mælk eller øl i et nærmere aftalt interval. Nogle nisser fik deres belønning en bestemt dag hver uge, andre fik den kun en gang om året, ofte til jul, men det kunne også være til nytår eller skt. Hans eller andre fastsatte tider. På denne måde kunne man ”ansætte” en nisse, hvis man følte behov for at få den ekstra hjælp.

I Danmark ser nissen nogenlunde ens ud, ligegyldigt hvor man er henne. Som udgangspunkt ser han ud som en lille, gammel mand eller en ung dreng. Dem, der påstår at have set en nisse, siger, at han er klædt som en bonde på bedstefars tid. Om fortælleren har set nissen i slutningen af 1700tallet eller i slutningen af 1800tallet, så er han altid klædt som en bonde på ”bedstefars” tid. Det betyder nok bare, at nissen er klædt i gammeldags tøj.
I Norge og Sverige har de nogle nisser, som ser ret skøre ud i forhold til de danske. I Norge har nissen nogle steder så mange hår på hele kroppen, at han omtales som lodden og han har kun fire fingre på hver hånd. I Sverige findes en nisse, kaldet tomtegubben, som er 2,5-3 meter høj! Andre steder i Sverige har han kun et enkelt øje, der sidder i panden. Det er nogle meget anderledes nisser, end dem vi kender til i Danmark.

Hvis nissen har lyst, kan han lave sig om til dyr. Det er oftest som en (sort) kat, som får lov at gå rundt i stuehuset. Men vil han drille, kan han også lave sig om til en kalv eller et føl.

Nissens opgaver på gårdene har ikke ændret sig meget, siden årmandens på Island. I 1800tallet var det stadig sådan, at man ofrede til nissen, altså gav ham noget at spise og drikke. Der er tradition for, at give ham sødegrød, som er byggryn der er kogt i sødmælk. Det er senere, da ris blev en mere almen spise, blevet til risengrød. I gammel tid fik nissen også en kop med nybrygget øl eller nymalket mælk.

Nissen havde forskellige opgaver på bondegården. For det meste sørgede han blot for, at hestene og/eller køerne havde det godt. Han kunne bruge meget tid på, at strigle sin favorithest og give den rigeligt med foder, mens de andre heste kunne blive lidt overset af nissen. Hvis bonden ville til markeds og sælge nissens yndlingsko, kunne nissen finde på, at snyde bonden, så han kom af sted med en anden ko –eller slet ikke kom af sted.
Han hjælp også tit med både høst og tærskning af kornet. Der er mange historier om, at man kun hørte nissen, men aldrig så ham. Derfor vidste man, at han tærskede korn i loen om natten. Men hvis nogen blev for nysgerrige og smugkiggede ind til ham, mens han arbejdede, kunne han finde på, at forsvinde og derved ikke hjælpe til på gården mere.

Man siger, at en glad og tilfreds nisse bringer lykke og velstand til den gård, han bor på. Det betyder, at nissen sørgede for, at høsten var god, at dyrene på gården havde det godt og generelt at man havde rigeligt med mad og drikke på gården. I nogle sagn fortælles det, hvordan nisserne stjæler korn fra hinandens gårde. Hvis nisserne opdager hinanden med tyvegods, så kommer de op at slås. Sagnene om slåskampene er nogle af dem, der fortæller om, hvor stærk en nisse er, for de kan finde på at kaste hestevogne og store sten efter hinanden. I andre sagn fortælles det, hvordan nissen hjælper sin bonde med at få høsten i hus ved at han bærer en vogn, læsset med korn, hjem til gården.

Hvis en nisse ikke er glad for den gård, han bor på, vil han sørge for, at lykken forsvinder fra gården. Han kan gøre dyrene syge eller gør høsten meget lille. Hvis det fik lov til at gå helt galt, kunne det resultere i, at bonden og hans familie måtte gå fra hus og hjem. Det ville man jo gerne undgå.

Nissen er kendt for at drille de folk, han boede sammen med. Der er f.eks. mange historier om, at når folkene på gården ved, at en ko snart skal kælve, så kan han finde på at gøre sig om til en nyfødt kalv. Det var gerne de unge piger på gårdene, der opdagede det, og når de så ville fortælle til andre på gården, at der var en ny kalv, så forsvandt kalven og de kunne høre nissen le.

Men var der noget nissen ikke kunne lide, så var det hvis menneskene drillede ham.
Det nissen oftest blev drillet med var hans grød. Man kunne lægge smørklatten i bunden af fadet og så blev nissen sur og slog gårdens bedste ko ihjel, men da han så spiste videre og fandt smørret, så fortrød han sin gerning. For at gøre det godt igen, gik han så over til nabogården og hentede en ko der, der lignede den dræbte ko på en prik. Han kunne dog også lægge nogle penge i stedet for den døde ko.
Så selvom det kan lyde som en beskeden og nem opgave, at sætte grød til nissen, så var konsekvensen meget alvorlig, hvis nissen ikke var tilfreds.

Alt det vi ved om nisserne fra folkesagnene har intet eller meget lidt med jul at gøre. Gårdnissen gik med hue, ligesom bondemanden og ikke sådan en, vi i dag vil genkende som en nissehue. På mange gårde fik han sin sødegrød juleaften, men der var også mange steder, hvor han fik den på andre tidspunkter. Gårdnissen kunne også drille, ligesom man forestiller sig, at julenissen kan gøre det. Og så var gårdnissen ikke meget for, at blive set, ligesom julenissen heller ikke er det.

Men i midten af 1800-tallet begyndte nogle folk i København og andre større byer, at få besøg af julenisserne til jul. På den første danske tegning af julenisser, kan man se, at nisserne boede under stuegulvet.
Juletræet var allerede en del af julen hos mange familier, men ikke alle. I de første mange år, mente man at Engle kom ovenfra og satte Guds lys på juletræet, mens nisserne kom frem fra under gulvene og lagde gaverne i træet. I 1800-tallet var julegaverne meget små og for det meste var der kun gaver til børnene. Julegaven kunne være en mønt, noget slik eller pebernødder.

Med julenissens ankomst skete der også noget nyt, for nu kom der nissekoner og nissen fik med tiden en hel familie med børn og bedsteforældre. Julenissen kommer altså ikke fra æg, som gårdnissen gjorde.

Julemanden havde sit indtog i Danmark i 1890erne og det er nogenlunde på dette tidspunkt, at børn begynder at få større gaver, som ikke kan lægges i juletræet, men som skal ligge under træet. Nu blev det efterhånden julemanden, der kom med gaverne juleaften, mens julenissens nye rolle blev, at fortælle julemanden, om børnene i huset havde været artige eller ej i løbet af året.

De fleste voksne tænker på julen i gamle dage som hyggelig og rolig, mens den jul vi har nu, er blevet fyldt med gaver der skal købes, julemad og –godter der skal spises, julefrokoster og alt muligt andet, der gør julen kommerciel og travl. Men sådan har man haft det i over 100 år. Man har altid syntes at børnene fik for mange gaver eller at man spiste for meget mad eller at man havde for mange sammenkomster man skulle til i løbet af julen.
Julenissen er en meget populær figur i både børns og voksnes jul, mens den gamle gårdnisse er gået lidt i glemmebogen. Til gengæld har julenissen fået en stærk og solid plads i vores hjerter og sind og den er nok også lettere, at gøre kommerciel end gårdnissen.
Alle kender julenisserne fra fjernsynets julekalendere og de fleste har nok også en favorit, som de synes forestiller ”den rigtige” julenisse. Er din favorit Lunte fra Nissebanden, Pyrus fra julekalenderne om Rigsarkivet, Tinka eller en helt anden?